Februar 2009

Det svarede de:   For en lille måneds tid siden skrev jeg nedenstående breve til samtlige politiske partier og til Folketingets Energipolitiske udvalg og Miljø- og planlægningsudvalget.   Det er i dag den 25. februar 2009 og 6 partier har svaret. Fra Folketinget foreligger der ikke noget svar på nuværende tidspunkt.   De 6 partier er Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Kristendemokraterne, Liberal Alliance,  Enhedslisten og Radikale Venstre. Deres svar står nedenunder.    De skal have tak for deres ulejlighed.     Dansk Folkeparti: Modtaget den 23. januar 2009 fra:   Morten Messerschmidt [Morten.Messerschmidt@ft.dk]   Tak for din mail, som jeg synes, indeholder mange væsentlige aspekter. Jeg vil gerne svare på dine spørgsmål - og vedhæfter derfor en række artikler fra min hånd herom.   Med venlig hilsen, Morten Messerschmidt, MF Energi-ordfører (DF)   2 vedhæftede aftikler:   Årsskifte i klimaets tegn. Der er noget foruroligende over den debat, der for tiden finder sted om klimaforandringer. For det første er der det helt grundlæggende spørgsmål om, hvad det egentlig er, vi taler om. For et par år siden ville man se, at der ret konsekvent blev talt om ”de menneskeskabte klimaforandringer”. Det kunne man i det mindste forholde sig til. Alle ved jo, at klimaet er gået op og ned, gennem istider og tørkeperioder selv længe inden mennesket dukkede op. Derfor gav det naturligvis mening at tale om de klimaforandringer, mennesket forårsager. Desto mere foruroligende er det imidlertid, at man ikke længere i det frelste broderskab af Al Gore’s proselytter (ham skal jeg vende tilbage til) har nok i at tale om de menneskeskabte fænomener. Nej nu handler det ikke længere om, hvad mennesket gør ved klimaet – men om klimaet som sådan. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvilken grad af storhedsvanvid disse mennesker må lide af – men blot konstatere, at hvis man tror, mennesket kan forhindre kommende istider og tørkeperioder, der forårsages af solen eller klodens egne forhold, er man uden for pædagogisk rækkevidde. Når broderskabet alligevel har ændret retorik, har det formodentlig noget at gøre med, at forskningen ikke rigtigt følger med virkeligheden. Forleden kunne professor i fysisk geografi Ole Humlum fra Oslo Universitet dokumentere, at det faktisk ikke er blevet varmere her på kloden de sidste 10 år. Han siger: ”I 10 år har vi ikke set nogen stigning i den globale temperatur, selv om vi i samme periode har set en kraftig stigning i mængden af CO2 i atmosfæren. Med den stigning, vi har haft, skulle vi samtidig have haft en stigning i temperaturen på 0,2-0,3 grader, hvis klimamodellerne var rigtige. Det har vi ikke. Derfor må der være noget galt med modellerne.” I kampen mellem teori og virkelighed er det oftest førstnævnte, der tager fejl. Det er ellers ikke småting, Ole Humlum sætter sig op imod. Gang på gang får vi at vide, at alle klimaforskere skam er enige om, at jorden vil oversvømmes, hvis vi ikke reducere vores CO2-udslip. Udsagnet er givetvis effektivt, når det handler om at skræmme vælgere. Men det er usandt. For det første er FNs klimapanel ikke et forskerpanel i traditionel forstand. Det er regeringspanel, hvor regeringsudpegede embedsmænd stemmer om, hvilke resultater der skal indgå i de endelige rapporter. Det svarer til en model, vi så for en del år siden i et noget mere lukket samfund mod øst. Forskellen er bare, at mens man i Sovjetunionen forsøgte at dække alle kendsgerninger til, forklejner og nedgør man i IPCC simpelthen alle, der mener noget andet. Med en nederdrægtig reference til holocaust-benægtere kaldes folk, der ikke anerkender IPCCs enerådighed, ”klimaforandrings-benægtere”. Jeg benægter ikke klimaforandringer – de har været en del af klodens liv i millioner af år. Men jeg benægter den konsekvente overdrivelse, som præger debatten. Ingen af IPCCs målinger viser eksempelvis havvandsstigninger, som på nogen måde udgør et problem for hovedparten af kloden – ved en fortsætte af vores nuværende CO2-udledning forudser IPCC en vandstandsstigning på 29 cm. (IPCC 2007b: 10.6.5). Og det er endda, hvis IPCC har ret. For præcis et år siden skrev 100 anerkendte klimaforskere til FNs generalsekretær Ban Ki-moon og opfordrede til, at IPCCs politiske forvridning af de få kendsgerning, man rent faktisk ligger inde med, blev stoppet. Der er ikke her tale fidusforskere – men forskere fra anerkendte universiteter verden over, som kan ses her: www.nationalpost.com/news/story.html?id=164004. Al Gore, der er udråbt til guru for klimadyrkerne har i modsætning til disse forskere sorte skyer hængende over hovedet. Ved de britiske domstole er hans film ”An Inconvenient Truth” blevet dømt i strid med de videnskabelige kendsgerninger på ikke færre end ni områder. Hvordan han så stadig kan stå som et lysende forbillede for klimaideologien, understreger blot hele debattens surrealistiske karakter. Hvad der til gengæld er ganske klart, er, at debatten er kommet for at blive – og godt for det. For naturligvis skal vi tackle de udfordringer, vi står over for, på en seriøs og fornuftig måde. Det gør vi først og fremmest ved at forske og på den måde skabe nye energikilder, som kan tage kampen op med de fossile brændstoffer, der ud over at udlede CO2 også gør os alt for afhængige af det ustabile Mellemøsten. At bruge alle pengene på at nedbringe CO2, gør kun forskningsbudgetterne mindre – og skyder det tidspunkt, hvor vi har et alternativ til olie og kul, længere og længere ud i fremtiden. Ingen – hverken Al Gore eller det, der er værre – kan bruge pengene mere end én gang. Burde vi så ikke bruge dem der, hvor vi får mest for dem?   og   Forsyningssikkerheden må ikke blive ofret på klimaets alter. Af Morten Messerschmidt, Energiordfører Dansk Folkeparti De seneste dages gasstrid mellem Rusland og Ukraine har synliggjort Europas sårbarhed, når det gælder afhængigheden af import af energi. Set fra dansk side udgør situationen ikke umiddelbart nogen trussel, da vi i en årrække har mere gas, end vi selv skal brug. Men når vores gasressourcer ophører om få år, er det svært at komme uden om, at det er olie og gas som i praksis udgør vores største forsynings- og sikkerhedsmæssige trussel. Vi er i dag tvunget til at fylde vores biler med olie og benzin, og det sætter os i en ubehagelig klemme i forhold til de muslimske regimer i Mellemøsten. Samtidig medfører vores afhængighed en massiv pengestrøm mod Mellemøsten – penge, som vi kunne bruge meget bedre herhjemme, og som Mellemøsten i vidt omfang bruger til opkøb af vore infrastrukturvirksomheder. I den danske energidebat har fokus de seneste år alene været på klima og på vore rent nationale forhold. Det går ikke. Fremadrettet skal energipolitikken i langt højere grad sikre os politisk uafhængighed og den hjemlige indsats må tilpasses udviklingen i den europæiske energipolitik. Her gælder det ikke mindst en klar sondring mellem, hvad der er omfattet af det fælles europæiske kvotesystem – som f.eks. vores elforsyning – og hvor vi som nation har et ansvar. Det sidste omfatter blandt andet vores biler og opvarmning af danske huse med olie- og naturgas. Det kræver mod til at ændre ved den bestående energipolitik, herunder ikke mindst vores energisparepolitik. Den skal sikre et mindre forbrug af olie og gas, og derfor har det seneste års problematisering af kul været fejlslagen. Ligeledes har den megen fokus på at spare på el været nytteløs, da el er omfattet af det europæiske kvotesystem. I særdeleshed er det nytteløst, at Elsparefonden bruger ca. 100 millioner kr. på at spare på el, når dette ikke har nogen som helst CO2-effekt og ikke gør os mindre afhængige af Mellemøsten. Den store opgave er derimod at finde veje til energibesparelser i de huse, som opvarmes med naturgas og olie. Her taler mange om øgede afgifter. Det er muligt det virker, men problemet med grønne afgifter er, at de vender den socialt tunge nedad. Så hvis der ikke samtidigt sker en kompensation til de ringest stillede familier, er en sådan model naturligvis uacceptabel. Vejen frem er, at Danmark får et energisystem, som er fleksibelt og hvor vi kan bruge mange former for brændsler. I vores el- og fjernvarmeforsyning har vi allerede i dag denne fleksibilitet. Vi kan hurtigt skifte til kul, når trykket i gasrørene falder. Denne fleksibilitet skal vi naturligvis opretholde, og derfor må den planlagte udbygning med vedvarende energi ikke betyde, at kul trænges ud af elforsyningen. Kul vil være en nødvendig del af elforsyningen i mange år fremover. Og forpligtelsen til at reducere skal ensidig fokuseres på de områder, hvor vores afhængighed af Mellemøsten og Rusland er størst – nemlig på gas og olie. Og det må skal energisparepolitikken bidrage til at nå.     Socialdemokraterne: Modtaget den 27. januar 2009 fra   Mette Gjerskov [Mette.Gjerskov@ft.dk]     Kære Erik Tak for din meget grundige mail. Fra Socialdemokraternes side er vi meget enige i din bekymring omkring fremtidens energiforsyning. Derfor vil vi i langt højere grad end i dag satse på vedvarende energikilder som sol, vind og bølge. Der er tale om energikilder, som er lokale, uafhængige af fossile brændsler og ikke mindst klimavenlige. Samtidig er det os magtpåliggende, at vi sikrer energibesparelser og energieffektivisering. Vi mener derfor ikke, at vi skal forberede os på en tid med energimangel, men snarere på en fremtid med vedvarende energi.   Du kan se en række af vores udspil på min hjemmeside: http://socialdemokraterne.dk/A-Mette+Gjerskov-Klimapolitik-default.aspx?site=mettegjerskov&func=article.view&menuAction=selectClose&menuID=217498&id=217504   Bemærk især filerne, der kan downloades nederst på siden.   Venlig hilsen Mette   Læs også Socialdemokraternes udspil på energiområdet Klima Danmark.pdf (klimaudspil i forbindelse med den socialdemokratiske kongres i september 2008) Det historiske valg.pdf (klimaudspil i forbindelse med valget i november 2007) Vedvarende energi.pdf (2007) Danmark i front.pdf (2006)   Kristendemokraterne: Modtaget den 30. januar 2009 fra:   Karlo Brondbjerg [KB@fibointercon.com]   Til Erik Rolfsen Nissen   Tak for din forespørgsel. Som miljø, og energipolitisk ordfører for Kristendemokraterne har jeg følgende svar (mærket med blå farve)   Med venlig hilsen Karlo Brondbjerg karlo@karlo.dk   Mit spørgsmål til dig som folkevalgt og dit parti er, hvad du og dit parti har tænkt sig at gøre på denne baggrund?   Ø      Hvorledes er du og dit parti forberedt på denne situation? Ø      KD har gennem mange år prioriteret både miljø og energipolitikken højt. Det er vigtigt at få skabt en åben debat om de muligheder vi har for at påvirke fremtiden både nationalt og internationalt. Derfor hilser vi også dette initiativ velkommen. Ø      Hvilke foranstaltninger og handlinger vil du og dit parti sætte i værk med henblik på at forberede samfundet på en tilstand, hvor den mængde energi, vi bruger i dag, ikke vil være til rådighed? Ø      Danmark er selvforsynende med energi de næste 20-25 år, især hvis vi udbygger den vedvarende energi. Måske bliver der på langt sigt direkte energimangel, men uanset hvad, så er det vigtigt at tage debatten allerede nu. Alternative energikilder skal udbygges, og der skal forskes kraftig i nye teknikker for at klarlægge de fremtidige muligheder, der er at finde i afbrænding af fossile brændstoffer samt uran. Solenergi samt batteriteknologi skal også fortsat efterforskes så vi på langt sigt kan forbedre transportsektoren. Vi står muligvis overfor energimangel om 30 år, noget som befolkningen skal være klar over er en mulighed, men ikke en sikkerhed. Ø      Hvorledes har I forberedt borgerne og hvorledes vil I sikre alle et ordentligt liv i et samfund med faldende energiressourcer? Ø      Gennem saglig debat og information skal der opbygges en samfundsrealistisk holdning til energi & miljø. Vi skal bruge de næste 20-30 år på at tilpasse teknologier, der kan bære vores energiforbrug uden at ødelægge miljøet. Ø      Hvorledes vil du og dit parti forberede befolkningen på den omstillingsproces, som dette vil kræve, og hvorledes vil du og dit parti forklare befolkningen, at en sådan omstilling ikke kan gennemføres uden at der ydes endda meget krævende ofre i form af et radikalt mindsket energiforbrug, såvel på samfundsmæssigt plan som på individuelt plan? Ø      Det er ikke sikkert, at der i nær fremtid skal ske en radikal omstillingsproces. KD frygter i nærmeste fremtid mere for miljøet end en eventuel energimangel. Ifølge energiagenturet vil verdens kulforbrug være fordoblet inden år 2030 - med katastrofale følger for miljøet. Derfor arbejder vi for at indføre CO2 afgifter, så f.eks. de kulfyrede værker kommer til at betale for opstilling af vindmøller. Ø      Vurderer du og dit parti, at der er tilstrækkelige lettilgængelige energiressourcer til rådighed for den nødvendige omstilling til hidtil usete energibesparelser og til en omfattende omstilling til vedvarende energi (som jo alt sammen koster betydelige energiressourcer)? Ø      Ja; Den vedvarende energi kan producere mere energi, end det koster at fremstille den. Der vil altid være energikilder til rådighed for at fremstille forskellige former for vedvarende energi, samt infrastruktur o.s.v. Hvis en energikilde eller miljøforanstaltning kræver for meget energi, skal teknikken selvfølgelig ikke anvendes. Dette er f.eks. tilfældet med CO2 lagring, som kræver 25% af den totale energiproduktion. Disse penge (og energi) vil være bedre brugt på udbygning af den vedvarende energi. Her tænkes for Danmarks vedkommende især på en kraftig udbygning af havvindmølleparkerne, da disse pt. udgør den optimale miljøøkonomiske investering. Ø      Og endelig, hvorledes vil du og dit parti håndtere kombinationen af vedvarende økonomisk og materiel vækst og 'peak-oil', dvs. vækst i et samfund, hvor de fossile energiressourcer - sammen med en række andre naturlige ressourcer - er finale og faldende? Ø      Gennem ny teknologi og alternative energikilder skal vi i respekt overfor miljøet løse vores energibehov. Der er store mængder af kul i verden, men så længe kullene forurener så meget, er dette ikke acceptabelt. Der er også store mængder uran i verden, men ligesom med kullene kræves der store teknologiske landvindinger før energikilden kan udnyttes i stor skala. Sol og vind tegner lovende. Ved at tænke i nye baner undgår vi måske energimanglen. Samtidig et det vigtigt at påpege at Kristendemokraterne ønsker et samfund hvor energien bruges med omtanke. Selv om det antagelig også i fremtiden lykkes at producere energi nok, skal energien alligevel bruges med omtanke.     Liberal Alliance: Modtaget den 17. februar 2009.     Kære Erik   Først og fremmest tak for din forespørgsel - det er jo nogle interessante og yderst relevante spørgsmål, som du stiller. Svarene på dine spørgsmål vil ikke blive listet i punkter, derimod vil besvarelsen blive formuleret i en helhed.     Energipolitikken handlerom at skaffe tryghed for levering af rigelig energi til konkurrencedygtig pris. I Liberal Alliance mener vi, at der skal forskes mere i teknologi i forhold til vedvarende energi - grundforskningen bør på dette område styrkes, således vi kan blive langt bedre til at udnytte vedvarende energikilder. Bedre udnyttelse af vedvarende energikilder qua forbedret teknologi er netop vejen frem, når de fossile brændstoffer er ved at slippe op. Dog er det for Liberal Alliance essentielt, at beslutningen om brug af vedvarende energi baseres på seriøse cost-benefit analyser. Det er ikke nyttigt at dyrke en specifik energikilder, hvis ikke teknologien er udviklet tilstrækkeligt på området. Derfor er det essentielt, at eksempelvis de miljømæssige fordele ved givne energikilder altid suppleres af og vurderes i forhold til undersøgelser, der afdækker omkostningsforholdene, idet satsningen på specifikke energikilder vil kunne skade den økonomiske vækst og udvikling, hvilket hverken er til gavn for miljøet eller borgerne i almindelighed. For Liberal Alliance handler klimapolitikken om at tage et globalt medansvar på et sagligt grundlag. Udfordringen består i at ansvarliggøre virksomheder og borgere i forhold til energiforbrug samt i forhold til belastning af klimaet og miljøet. I Liberal Alliance mener vi, at den bedste metode til at ansvarliggøre virksomhederne er brugen af markedsbaserede instrumenter, eksempelvis i form af kvoter, der kan handles på et internationalt marked. Herved gøres de klimabelastende virksomheder ansvarlige, og mindre belastende virksomheder belønnes for deres indsats for klimaet og miljøet. Dette princip kan også gøre sig gældende for borgerne med indførelse af afgifter, hvilket gør den enkelte forbruger ansvarlig for sit eget forbrug. Dog er det for Liberal Alliance essentielt, at grønne afgifter ikke blot bliver røde ekstra-skatter i et forsøg på at adfærdsregulere det enkelte individ. I Liberal Alliance vil vi hellere tænke nyt, og give en gulerod til de, som tager miljø- og energimæssige hensyn, frem for at adfærdsregulere og straffe.   Desværre er det i klimadebatten igennem de seneste år, i skyggen af de mange forsøg på at være så grønne som mulig, blevet glemt, at vi skal sikre et bæredygtigt samfund. Klima- og energipolitikken skal være kontant ved at stille både virksomheder og borgere ansvarlige for deres forbrug, samt have det overordnede formål at sikre leveringen af energi til konkurrencedygtig pris, således vi sikrer et bæredygtigt samfund. En effektiv måde at gøre dette på er ved at basere klima- og energipolitikken på cost-benefit analyser. På denne måde sikres det, at miljømæssige fordele ved en given regulering vurderes og sammenholdes i forhold til omkostningsforholdene, således vi på en og samme tid forholder os til at sikre et bæredygtigt samfund uden at skade den økonomiske vækst og udvikling. Medlemssekretæren   Enhedslisten: Modtaget den 20. februar 2009.     Hej Erik Rolfsen   Tak for din mail, som jeg vil besvare på vegne af Per Clausen.   Jeg skal starte med at beklage at vi ikke har fået svaret noget før.   Enhedslisten planlægger at lancere en omfattende klimaplan d. 4. marts. I klimaplanen er det beskrevet hvordan vi ser de nødvendige reduktioner i energiforbruget, samt hvordan vi ser energiforsyningen omstillet. Jeg vil sende dig vores klimaplan på dagen.   Den miljøpolitiske medarbejder.     Radikale Venstre: Svar modtaget den 25. februar 2009.     Kære Erik Nissen   Tak for din henvendelse. Du kan finde svarene på dine spørgsmål i Radikale Venstres Klimaplan: http://www.radikale.dk/public/upload/Filer/Udpspil/RadikalKlimaplan_05112007.pdf   Venlig hilsen Radikale Venstre

Appel til de folkevalgte - 2 skrivelser.

1. brev til de politiske partier i Folketinget.    Til de politiske partier og de folkevalgte repræsentanter.                                                                Januar 2009   Et aspekt af manglende bæredygtighed i vores måde at leve på er, at Danmarks selvforsyning med olie snart er en saga blot, se kilde nr. 7. Vi forbruger hastigt af ikke-fornyelige ressourcer. Vi har passeret produktionshøjdepunktet og produktionen falder støt. Om føje tid skal vi til at importere energi fra steder, vi ikke kan betragte som sikre, og som måske selv har brug for energien. Danmark har passeret sit eget ’peak-oil’ punkt. Om dette begreb se kilde 1 og 2 eller søg på Google på ordene ’peak oil’. Blandt personer med indsigt i de sager er begrebet ’peak-oil’ en fastslået kendsgerning og begrebet er velbeskrevet og generelt accepteret i relation til de fossile energikilder, vi tapper af. Jeg skal ikke definere begrebet i større detaljer her, men blot henvise til de kilder, jeg har nævnt nedenfor. Her er en del at lære. Konsekvenserne af en faldende produktion af olie og andre energiressourcer giver anledning til mange overvejelser, men én ting synes der at være almindelig enighed om: følgerne af hastigt svindende lettilgængelige energiressourcer, som kan udvindes på en sådan måde, at der vil være et energioverskud til vores forbrug til rådighed, vil være omfattende for både samfundet, virksomhederne og den enkelte borger. Et samfund, der er i denne situation, vil ikke fremover have energi til alle de ting, vi i dag er forvænt med at betragte som helt nødvendige, da der ikke er energioverskud til vores forbrug i hjem, virksomheder og til transport. Al vores energi vil gå til at fremskaffe energi. Det vil ikke være et samfund, der ligner det samfund, vi har i dag. Og situationen er, at vi hastigt bevæger os i den retning. Det værste scenarie er, at der ikke er nogen energi til overskud til anden brug end at udvinde ny energi. Se især kilde nummer 5 og 6.  Mit spørgsmål til dig som folkevalgt og dit parti er, hvad du og dit parti har tænkt sig at gøre på denne baggrund? *      Hvorledes er du og dit parti forberedt på denne situation? *      Hvilke foranstaltninger og handlinger vil du og dit parti sætte i værk med henblik på at forberede samfundet på en tilstand, hvor den mængde energi, vi bruger i dag, ikke vil være til rådighed? *      Hvorledes har I forberedt borgerne og hvorledes vil I sikre alle et ordentligt liv i et samfund med faldende energiressourcer? *      Hvorledes vil du og dit parti forberede befolkningen på den omstillingsproces, som dette vil kræve og hvorledes vil du og dit parti forklare befolkningen, at en sådan omstilling ikke kan gennemføres uden at der ydes endda meget krævende ofre i form af et radikalt mindsket energiforbrug, såvel på samfundsmæssigt plan som på individuelt plan? *      Vurderer du og dit parti, at der er tilstrækkelige lettilgængelige energiressourcer til rådighed for den nødvendige omstilling til hidtil usete energibesparelser og til en omfattende omstilling til vedvarende energi (som jo alt sammen koster betydelige energiressourcer)? *      Og endelig, hvorledes vil du og dit parti håndtere kombinationen af vedvarende økonomisk og materiel vækst og ’peak-oil’, dvs. vækst i et samfund, hvor de fossile energiressourcer – sammen med en række andre naturlige ressourcer - er finale og faldende? Måske er det vanskelige spørgsmål at besvare, men hvis ikke de politiske partier og folkets valgte repræsentanter kan, hvem kan så? Og da dette berører alle vil intet politisk parti og ingen folkevalgt repræsentant kunne fraskrive sig sin pligt i denne sammenhæng.  Jeg mener, at ’peak’oil’-problematikken – i lighed med og koblet til det helt overordnede problem om bæredygtighed - rejser en række spørgsmål, som er af afgørende vigtighed for den fortsatte beståen af et ordentligt og anstændigt samfund, og jeg kan ikke se, at håndteringen heraf afspejles i dit – eller for den sags skyld noget partis - partiprogram. Enten ignoreres problemstillingen helt, eller også er der en irrelevant, generel og uspecifik forholden sig til de problemer, der er i vente. Det er derfor jeg stiller disse spørgsmål, og jeg vil forbeholde mig ret til at bruge svarene i min videre kommunikation om, hvorledes de ansvarlige folkevalgte håndterer et problem, der uden mindste overdrivelse kan betegnes som en af de største udfordringer, menneskeheden står overfor. Jeg refererer i min fortsatte kommunikation om emnet selvfølgelig også et manglende svar på mine spørgsmål.   Jeg har i denne forespørgsel helt holdt spørgsmålet om det helt overordnede hensyn til bæredygtighed ude, men det er klart, at alle løsninger på ’peak-oil’ problemet ikke må true bæredygtigheden, som allerede er tilstrækkeligt truet af hæmningsløs vækst og overudnyttelse af givne ressourcer. Jeg skal tillade mig at angive et par kilder med henblik på at du og dit parti selv kan fremskaffe den fornødne dokumentation for de synspunkter, jeg har fremført. Jeg har kun udvalgt ganske få, for der er så rigeligt at tage af. Som inspiration til de kommende overvejelser henvises til kilde nr. 13 og 14, hvori gengives en række allerede igangsatte initiativer fra udlandet. Denne skrivelse er sendt til samtlige politiske partier i det danske Folketing. Venlig hilsen Erik Rolfsen Nissen eriknissen@eroni.dk   Kilder: 1. http://en.wikipedia.org/wiki/Peak_oil 2. http://energybulletin.net/primer 3. PEAKING OF WORLD OIL PRODUCTION: IMPACTS, MITIGATION, & RISK MANAGEMENT by Robert L. Hirsch, SAIC, Project Leader, Roger Bezdek, MISI Robert Wendling, MISI, February 2005 4. http://www.peakoilassociates.com/PeakOilAnalysisOctober6-2007.pdf 5. http://www.richardheinberg.com/ 6. http://www.chrismartenson.com/crashcourse 7. IEA: Energy Technology Perspectives 2008. Executive Summary. 8. http://www.ens.dk/sw11328.asp 9. http://www.energywatchgroup.org/Erdoel-Report.32+M5d637b1e38d.0.html 10. http://www.oilcrisis.com/de/lecture.html 11. http://www.peakoilassociates.com/ 12. http://www.theoildrum.com/ 13. http://postcarboncities.net/peakoilresponses 14. http://www.postcarbon.org/   Partiernes e-mail adresser er: venstre@venstre.dk radikale@radikale.dk info@konservative.dk sf@sf.dk df@df.dk landskontoret@enhedslisten.dk info@socdem.dk liberalalliance@liberalalliance.dk kd@kd.dk     2. brev til Folketingets Energipolitiske Udvalg og Miljø- og Planlægningsudvalget.   Til Folketingets Energipolitiske Udvalg og Miljø- og Planlægningsudvalget.                                                       Januar 2009 Et aspekt af manglende bæredygtighed i vores måde at leve på er, at Danmarks selvforsyning med olie snart er en saga blot, se kilde nr. 7. Vi forbruger hastigt af ikke-fornyelige ressourcer. Vi har passeret produktionshøjdepunktet og produktionen falder støt. Om føje tid skal vi til at importere energi fra steder, vi ikke kan betragte som sikre, og som måske selv har brug for energien. Danmark har passeret sit eget ’peak-oil’ punkt. Om dette begreb se bl.a. kilde 1, 2 og 6 (kapitel 17) eller søg på Google på ordene ’peak oil’. Blandt personer med indsigt i de sager er begrebet ’peak-oil’ en fastslået kendsgerning og begrebet er velbeskrevet og generelt accepteret i relation til de fossile energikilder, vi tapper af. Jeg skal ikke definere begrebet i større detaljer her, men blot henvise til de kilder, jeg har nævnt nedenfor. Her er en del at lære. Konsekvenserne af en faldende produktion af olie og andre energiressourcer giver anledning til mange overvejelser, men én ting synes der at være almindelig enighed om: følgerne af hastigt svindende lettilgængelige energiressourcer, som kan udvindes på en sådan måde, at der vil være et energioverskud til vores forbrug til rådighed, vil være omfattende for både samfundet, virksomhederne og den enkelte borger. Et samfund, der er i denne situation, vil ikke fremover have energi til alle de ting, vi i dag er forvænt med at betragte som helt nødvendige, da der ikke er energioverskud til vores forbrug i hjem, virksomheder og til transport. Al vores energi vil gå til at fremskaffe energi. Det vil ikke være et samfund, der ligner det samfund, vi har i dag. Og situationen er, at vi hastigt bevæger os i den retning. Det værste scenarie er, at der ikke er nogen energi til overskud til anden brug end at udvinde ny energi. Se især kilde nummer 5 og 6.  Mit spørgsmål til Folketingets medlemmer, hvad Folketinget har tænkt sig at gøre på denne baggrund? *      Hvorledes er Folketinget forberedt på denne situation? *      Hvilke foranstaltninger og handlinger vil Folketinget sætte i værk med henblik på at forberede samfundet på en tilstand, hvor den mængde energi, vi bruger i dag, ikke vil være til rådighed? *      Hvorledes har Folketinget forberedt borgerne og hvorledes vil Folketinget sikre alle et ordentligt liv i et samfund med faldende energiressourcer? *      Hvorledes vil Folketinget forberede befolkningen på den omstillingsproces, som dette vil kræve og hvorledes vil Folketinget forklare befolkningen, at en sådan omstilling ikke kan gennemføres uden at der ydes endda meget krævende ofre i form af et radikalt mindsket energiforbrug, såvel på samfundsmæssigt plan som på individuelt plan? *      Vurderer Folketinget, at der er tilstrækkelige lettilgængelige energiressourcer til rådighed for den nødvendige omstilling til hidtil usete energibesparelser og til en omfattende omstilling til vedvarende energi (som jo alt sammen koster betydelige energiressourcer)? *      Og endelig, hvorledes kan Folketinget håndtere kombinationen af vedvarende økonomisk og materiel vækst og ’peak-oil’, dvs. vækst i et samfund, hvor de fossile energiressourcer – sammen med en række andre naturlige ressourcer - er finale og faldende? Måske er det vanskelige spørgsmål at besvare, men hvis ikke folkets valgte repræsentanter kan, hvem kan så? Og da dette berører alle vil intet politisk parti og ingen folkevalgt repræsentant kunne fraskrive sig sin pligt i denne sammenhæng.  Jeg mener, at ’peak’oil’-problematikken – i lighed med og koblet til det helt overordnede problem om bæredygtighed - rejser en række spørgsmål, som er af afgørende vigtighed for den fortsatte beståen af et ordentligt og anstændigt samfund, og jeg kan ikke se, at håndteringen heraf afspejles i noget partiprogram. Enten ignoreres problemstillingen helt, eller også er der en irrelevant, generel og uspecifik forholden sig til de problemer, der er i vente. Det er derfor jeg stiller disse spørgsmål, og jeg vil forbeholde mig ret til at bruge svarene i min videre kommunikation om, hvorledes de ansvarlige folkevalgte håndterer et problem, der uden mindste overdrivelse kan betegnes som en af de største udfordringer, menneskeheden står overfor. Jeg refererer i min fortsatte kommunikation om emnet selvfølgelig også et manglende svar på mine spørgsmål.   Jeg har i denne forespørgsel helt holdt spørgsmålet om det helt overordnede hensyn til bæredygtighed ude, men det er klart, at alle løsninger på ’peak-oil’ problemet ikke må true bæredygtigheden, som allerede er tilstrækkeligt truet af hæmningsløs vækst og overudnyttelse af givne ressourcer. Jeg skal tillade mig at angive et par kilder med henblik på at Folketinget selv kan fremskaffe den fornødne dokumentation for de synspunkter, jeg har fremført. Jeg har kun udvalgt ganske få, for der er så rigeligt at tage af. Som inspiration til de kommende overvejelser henvises til kilde nr. 13 og 14, hvori gengives en række allerede igangsatte initiativer fra udlandet. Denne skrivelse er i lidt ændret form sendt til samtlige politiske partier i det danske Folketing. Jeg skal tillade mig at foreslå, at Folketinget iværksætter og gennemfører et hurtigt udredningsarbejde med henblik på at belyse konsekvenserne af ’peak-oil’ for det danske samfund således at de rette foranstaltninger – herunder information af borgerne - kan iværksættes så betids, at samfundet ikke lider uoprettelig skade. Omstillingsprocesserne vurderes fra autoritativ side (se kilde nr. 3) at være så krævende, at samme rapport anbefaler, at omstillingsprocesserne iværksættes 10-20 år før ’peak-oil’ indtræffer. Uanset uenigheden om, hvornår dette tidspunkt måtte indtræffe, må det siges at være en sag, der haster og har højeste prioritet.  Venlig hilsen Erik Rolfsen Nissen Johannevej 29, 1. 2920 Charlottenlund eriknissen@eroni.dk Kilder: 1. http://en.wikipedia.org/wiki/Peak_oil 2. http://energybulletin.net/primer 3. PEAKING OF WORLD OIL PRODUCTION: IMPACTS, MITIGATION, & RISK MANAGEMENT by Robert L. Hirsch, SAIC, Project Leader, Roger Bezdek, MISI Robert Wendling, MISI, February 2005 4. http://www.peakoilassociates.com/PeakOilAnalysisOctober6-2007.pdf 5. http://www.richardheinberg.com/ 6. http://www.chrismartenson.com/crashcourse 7. IEA: Energy Technology Perspectives 2008. Executive Summary. 8. http://www.ens.dk/sw11328.asp 9. http://www.energywatchgroup.org/Erdoel-Report.32+M5d637b1e38d.0.html 10. http://www.oilcrisis.com/de/lecture.html 11. http://www.peakoilassociates.com/ 12. http://www.theoildrum.com/ 13. http://postcarboncities.net/peakoilresponses 14. http://www.postcarbon.org/

Sidste
	Selv de, der vil give deres børn alt, vil åbenbart ikke give dem en fremtid. Eget januar 2008

Oktober 2008 Fortjener at blive citeret fra Information den 25. oktober 2008, interview med Noam Chomsky: - Hvad tror du personligt? ‘Hvad jeg tror?’, spørger Chomsky og holder en pause. ‘Lad os forestille os, at vi var rationelt tænkende marsmænd, der så ned på jorden. Vi ville tro, at folk på jorden var blevet sindssyge! I de sidste otte år har planetens skæbne været i hænderne på én supermagts leder, som venter på Kristi genkomst! En anden magtfuld statsleder venter på den tolvte imam! Slå op i en hvilken som helst avis, og du vil se forslag om at udskyde indsatsen mod global opvarmning på grund finanskrisen. Det vil med almindelige ord sige, at vi skal sikre, at der er nok overflødige varer til vores overforbrug, selvom det betyder, at vores børnebørn ikke har nogen jord at leve på!’               Læs Herman E. Dalys 'tænkepapir' om en bæredygtig økonomi (Steady-State Economy). Du kan finde det under Dokumentation. Det er på engelsk, men det er ikke svært at læse, og der er stof til eftertanke. Papiret er fra april 2008.  Se om Herman E. Daly på dette link: http://en.wikipedia.org/wiki/Herman_Daly          Befolkningstilvækst   Jordens befolkning den 5. januar 2009 kl. 18.00: 6.752.552.985. Den 28. marts 2008 kl. 12.00: 6.652.831.063 Det er en stigning på omkring 100 millioner på ca. 9 måneder (20 gange Danmarks befolkning). Befolkningstallet stiger med mellem 150 og 200 mennesker i minuttet. Uanset hvad jeg mener om børn er dette ikke bæredygtigt? Hvad vil vi og vores ledere gøre?    Tjek det selv: http://www.oilcrash.com/   "Nogle gange får jeg den tanke, at det sikreste tegn på, at der må findes intelligente livsformer andre steder i universet, er, at ingen af disse har gjort forsøg på at kontakte os." Stephen Hawking, astrofysiker.

Forbrugstæller for olie
	Learn more about Peak Oil at Energy and Capital.

Broen til fremtiden

5. september 2008 Energistyrelsens rapport ’Danmarks olie- og naturgasproduktion 2007’ (se www.ens.dk/sw72004.asp) har en prognose for olieproduktionen i den danske del af Nordsøen. Den viser, at under de gældende forhold (dvs. med dagens teknologi og de felter, der allerede er operationelle), vil produktionen kunne dække forbruget frem til ca. 2017. Hvis der tages højde for indførelse af ny teknologi til olieindvinding og tilkomst af nye felter, regner Energistyrelsen med, at olieproduktionen kan dække det danske forbrug frem til omkring 2035. Disse tal er uhyre interessante set i lyset af regeringens aftale med Tyskland om bygningen af en bro over Femern Bælt – en bro, der forventes at koste den ganske betragtelig sum af 32 milliarder kroner i anlægsudgifter, som skal lånes og betales ved brugerbetaling. Broen forventes færdig i 2018. Under de gældende forhold for olieindvinding i Nordsøen, vil Danmarks selvforsyning af olie være ovre omkring dette tidspunkt. Optimisterne regner med, at der kan ske teknologiske fremskridt og opdages nye felter, der gør, at dette tidspunkt udskydes. En sådan optimisme bygger muligvis på realiteter, men prognoser er jo ikke altid så sikre, som prognosemagerne gerne vil give indtryk af. Rapporten hævder, at alene et væsentligt teknologibidrag (f.eks. ved at øge indvindingsprocenten) ville kunne udskyde tidspunktet for selvforsyningens ophør med omkring 10 år. Alle disse prognoser forudsætter selvfølgelig, at hverken produktion eller forbrug stiger alt for meget i perioden. Begge dele vil afkorte selvforsyningen, idet den olie, vi sælger til højstbydende i andre lande, ikke kan genindvindes. Den er en tabt ressource. Produktionen tager imidlertid ikke hensyn hertil, men sker efter princippet: jo mere, jo bedre, og de private firmaer, der er involveret tager såmænd deres del af den kage, som retteligt tilhører det danske folk. Deres adfærd er legaliseret ved den ’aftale’, som regeringen og olieselskaberne indgik i 2003 om indvindingsrettigheder i Nordsøen. Derfor (for)bruges den danske olieressource uden hensyntagen til den også kunne være anvendt som en nødvendig sikring af samfundets omstilling til bæredygtighed, hvad angår energiforsyning og med det formål – i denne nødvendige omstillingsproces - at strække den slags uerstattelige ressourcer så langt det er muligt. Og for øvrigt bruge dem med størst mulig hensyntagen til miljø og bæredygtighed. Sådan skal det altså ikke være, og i det værste scenario vil situationen være, at samme år – så nogenlunde – som broen er klar, så ophører Danmarks selvforsyningsgrad med olie definitivt og ganske endeligt. Herefter skal vi ud på det globale marked for at købe olien, og der er nok flere købere end der er sælgere, og ikke alle sælgere vil os det godt. Hvis ikke dette sker omkring 2020, så sker det sikkert kort tid efter, og i denne sammenhæng betyder nogle år fra eller til ikke ret meget. Inden vi når 2020 er det imidlertid ikke urealistisk – i en anden prognose – at oliepriserne vil stige ganske betragteligt. På globalt plan er der kun lige balance mellem forbrug og produktion og det daglige globale forbrug er ganske enormt. Intet tyder på, at det vil falde. Man kan altså komme i den situation, at olie og olieprodukter vil være så bekostelige, at der ikke vil være nogen brugere af betydning, der til den tid kan være med til at finansiere broen. Olien vil være en svindende og meget dyr ressource og erstatningerne er ikke på plads – og heller ikke altid bæredygtigt acceptable. Vi kommer måske til at vælge mellem at have mad til vores maver eller benzin (drivmidler) til vores biler.  Man kan jo så forsøge at få dækket noget af det kolossale underskud, broen vil give, ved at gøre dens 20 km til en etape i Tour de France, hvor også alle følgebilerne bliver drevet frem af rugbrødsmuskler, hvis de ellers vil med over. De andre broer vil kunne inddrages i dette projekt, men underskuddet kan nok ikke dækkes og skatteyderne i Danmark hænger på den i en situation, hvor deres økonomi vil være hårdt pressset af de omstillingsprocesser, som samfundet bliver nødt til at foretage. Men det bliver sikkert flotte etaper. Og togene kører forhåbentlig stadig, hvis passagererne ellers har råd til at betale for at komme over den bro, som ingen andre har råd til at køre over. Det er jo ganske mærkeligt, at samtlige – næsten – politikere uden at blinke og uden i øvrigt at forholde sig til miljø og bæredygtighed bare slår ud med hånden og siger. So ein ding müssen wir haben, mens tyskerne tænker: Die dumme dänen, som de derefter lader betale. Olieproduktion og prognose Illustration fra rapporten I den grønne del strækker selvforsyningen sig fra 1993 til 2017, 24 år.

Evig vækst

29. april 2008 I Danmark har vi en minister for klima og en minister for miljø. På den måde kan man vælge at sektorisere vaporisere den samlede problemstilling om bæredygtighed til en separat problemstilling om klima og en separat problemstilling om miljø – to ting, som herefter i den praktiske politik ikke har eller får noget med hinanden at gøre. Klimaindsatsen kommer til at rette sig mod et globalt klimashow i København i 2009 med henblik på at profilere en dansk miljøprofil, som efterhånden ikke mere er til stede. Den øvrige miljøindsats fortaber sig i det uvisse. Miljøministeren er selv landmand med en kæmpestor traktor, og han skal ikke ud med noget. Ikke desto mindre er klimaministeren, Connie Hedegaard, jævnligt på banen. Sidst med et forsvar for væksten, som hun mener er forenelig med bæredygtighed. Bag ligger troen på evig materiel vækst og troen på, at en sådan vækst er en forudsætning for alle fremskridt i denne verden. Blandt det økonomiske præsteskab er dette et almindeligt godtaget dogme – nærmest en naturlov, som i øvrigt er meget fint foreneligt med den grådighed man så i de rige vestlige landes ledende lag kan tillade sig at lægge for dagen. Væksten vil sikre, at der også bliver lidt til alle andre. Men i et lukket system kan ingen materiel vækst fortsætte i det uendelige uden at selve betingelserne for en sådan vækst eroderes bort. Lad os være lidt polemiske. Kan man kombinere vækst og hensyn til natur og miljø? Ja, det kan man. Det er ingen særlig sag at tage lidt hensyn. Det gør vi allerede. Kan man skabe bæredygtig vækst? Nej, det kan man ikke. Fortsat brug af den naturskabte kapital, udover grænserne for, hvad der tilføres af energi fra Solen, hvad der forefindes af råmaterialer og hvad der genereres og regenereres i biosfæren, er ikke bæredygtigt. Kan man skabe bæredygtig udvikling? Ja, det kan man. Udvikling er et begreb uden grænser, men det kan og må ikke forstås som vækst i traditionel BNP-materiel forstand. Klimaministeren nævner som argument, at 500 millioner indere ikke har elektrisk lys og derfor har behov for materiel vækst. Kan man holde til at blive slået i hovedet med 500 millioner indere, der ikke har elektricitet? Næh, det kan man ikke, men hvorledes skal dette problem nu løses? Ved vækst eller ved omfordeling eller ved udvikling i bæredygtig forstand? Kan man være moralsk, hvis man går ind for udvikling i stedet for vækst? Ja, det kan man, men det kræver, at vi bliver nødt til at definere, hvad det er, vi taler om, når vi siger vækst og udvikling. Hvis vi bare siger ’vækst’ så risikerer vi, at nødvendig udvikling ikke bliver mulig (fordi vi risikerer biosfærens ødelæggelse, og hvad nytter elektrisk lys, hvis vi ikke kan få mad). Hvis man bare siger ’vækst’ så er man måske virkelig umoralsk, fordi evig vækst – uanset ønskeligheden om flere kloder til rådighed – i et endeligt system ikke er en mulighed. Så det er altså løgn, og hvis man lyver, er man vel umoralsk, især hvis man ved bedre, nemlig at uendelig vækst ikke er en mulighed. Hvis politikerne ikke siger andet end ’vækst’ (og mener materiel vækst) og ikke lægger nogen øvre grænse på, så må man fortolke det som vækst i det uendelige og det er jo rent nonsens. Derfor har klimaministeren (og politikerne) et virkelig problem, når hun skal svare på de spørgsmål, hun selv stiller: Tror hun selv på, at det vil være muligt i en internationaliseret økonomi at sætte bom for væksten lige hos os? Hos EU? Hos de rige lande? Hvilket empirisk grundlag baserer de i givet fald denne tro på? Empiri er det småt, så derfor kan man kun sige, at de bør være så vidende, som det nu er muligt – og det er så rigeligt muligt. Hvad skal de svare? Der kan svares med ’ja’, ’nej’ og ’ved ikke’ eller ’jeg opgiver’. Politikerne og beslutningstagerne kan jo ikke svare med ’ved ikke’ og de kan jo ikke så godt give op. De kan svare ’ja’ til at de tror på mulighed for at standse væksten i de rige lande. Det kan de føle er det rigtige, men det bliver svært og de aner inderst inde ikke deres levende råd om, hvordan de skal gribe det an. Det generer ikke de fleste, for de tænker helst ikke i den slags baner og tilskyndelse fra det økonomiske præsteskab til at gøre det, er ikke just fremherskende. Men selv hvis de svarede ’ja’ ville de ikke vide, hvordan de skulle bære sig ad. Måske den tilstundende oliekrise kan hjælpe dem lidt på vej.    De kan svare ’nej’ og lade væksten fortsætte, selvom enhver jo tydeligt kan se, at dette ikke er bæredygtigt og formentlig snarere vil føre til en katastrofe end til anstændige levevilkår for 9 milliarder enkeltpersoner i 2050. Det er ikke et rart dilemma at være i, og hvis man bliver i det, vil historiens dom blive hård. Oliekrisen nærmer sig, ressourcerne bliver knappe, mad bliver til benzin, sulten kan brede sig, isen kan smelte, havet kan stige, irreversible klimaprocesser kan startes, folkevandringer, sammenbrud, krig og kaos.  Derfor må man se at komme ud af dilemmaet, men tingene, begreberne og forståelsen skal være på plads. Meget forenklet beskrevet er det således: Jorden er et lukket system, hvortil der strømmer energi fra Solen. Denne energi organiseres i biosfæren på en sådan måde, at menneskene kan få gavn af den. Gennem Jordens historie er noget af denne energi oplagret i form af fossile brændsler og i selve jorden findes et lager af materialer, som vi kan bruge. Menneskehedens sysler finder sted inden for disse rammer, hvor vi er en del af biosfæren, og vi har kun det til rådighed, som på denne måde forefindes i jorden, som er oplagret gennem Jordens historie og som strømmer ind fra Solen og organiseres i biosfæren. Dette er grænserne for vore handlemuligheder, og det er i denne kontekst, vi skal tænke og tale, når vi taler vækst og udvikling. Vi kan nemlig ikke tillade os at skade biosfæren, fordi vi dermed – da vi er helt integreret i den – skader os selv. Dette er der allerede tegn på er ved at ske. Teknisk set har vi heller ikke mulighed for at forlade kloden og rejse til en anden beboelig klode. Det levende system og de råmaterialer, vi er en del af, er altså et system, der har en given størrelse. Det kan udvikle sig, og det har det gjort, men det kan ikke vokse i den forstand, at der pludselig bliver to eller tre jordkloder til rådighed. Det kan ikke opvise den form for materiel vækst, som politikerne hele tiden taler om, når problemerne på kloden skal løses for de rige som for de fattige. En del af biosfæren udgøres af den menneskelige aktivitet og herfra kommer så de teoretiske overvejelser, der benævnes økonomi. Af en eller anden grund er tråden – i hvert fald hos dem, der får lejlighed til at føre sig frem - tilbage til grundlaget glippet, for ellers ville det ikke være muligt i en videnskabelig disciplin, der kun udgør en del af et større og endeligt system, at tale om uendelig vækst. Det er ikke logisk, medmindre det er bevidst løgn. Økonomien er en del af et større system, hvor ressourcerne er endelige, og derfor er der også for den menneskelige økonomi en øvre grænse. Der kan altså ikke være tale om vækst derudaf i al evighed, medmindre man svæver i et teoretisk tomrum i det uendelige univers. Væksten går kun dertil, hvor den menneskelige aktivitet har lagt beslag på hele biosfærens nettooutput. Sker det, vil der ikke være plads til andre levende væsner på kloden end mennesker og de dyr, hvorved vi opretholder vores tilværelse. På det tidspunkt vil væksten stoppe, og der vil på det tidspunkt formentlig heller ikke være mulighed for udvikling, da valgmulighederne i biosfæren er ofret på vækstens alter. Det, der forsvinder fra biosfæren kan ikke genskabes. Det er tabt for evigt. Væksten har altså en øvre grænse. Hvis mennesket er altings målestok, kan vi anlægge et antropocentrisk perspektiv. Vi beslaglægger biosfærens totale output. Hvis vi anlægger et biocentrisk perspektiv vil vi give plads til en vis biodiversitet, idet vi ikke vil lægge beslag på det samlede nettooutput. Grænserne for vækst vil ikke ligge samme sted, men grænserne for udvikling vil være bedst i den sidste variant. Kunsten er altså ikke at skabe bæredygtig vækst, men at skabe bæredygtighed i alt, hvad vi foretager os. Det vil være hundesvært, og meget sværere end at tage lidt hensyn til natur og miljø i den fortsatte materielle vækstspiral. Politikere, beslutningstagere og befolkninger kommer til at skulle træffe ubehagelige beslutninger, og det nytter ikke at foregøgle, at det kan ske, medens vi dulmer vores ubehag i et fortsat forbrugsræs. Man kan lade som ingenting, men traditionel materiel vækst er nært knyttet til nem adgang til fossile brændsler, hvilket er en periode i menneskets historie, der hastigt nærmere sig sin afslutning, dels som følge af at disse ressourcer snart er forbrugt og dels som en følge af, at deres forbrug skader biosfæren uopretteligt. Dette vil fremtvinge handling. Selvfølgelig skal der lys over det indiske land, men der skal tænkes nyt, banebrydende og utraditionelt. Hvis ikke fascinationen af vækstbegrebet brydes og væksten standses og erstattes af fuld bæredygtighed, vil mørket alligevel sænke sig over de næste generationer, uanset hvor i verden de nu måtte bo. Så man skal ikke svare hverken ’ja’ eller ’nej’ på de spørgsmål Conni Hedegaard stiller. Man skal stille nogle helt andre spørgsmål og det skal man ikke vente alt for længe med.

Spaceship Earth
	Flere oplysninger på http://www.carbonequity.info/

26. marts 2008

Mantra mantra! En kommentar til klima- og energiminister Connie Hedegaard indlæg i Information den 26. marts 2008 med titlen: Vi skal frem – bæredygtigt. Se ministerens artikel under Dokumentation. Rammerne for Klimakommissionens arbejde er opridset i syv punkter samt hensynet til EU’s opgaver og indsats på området. Centralt blandt disse syv punkter er høj økonomisk vækst, markedsbaserede løsninger og gunstig erhvervsudvikling. I rækken af punkter indgår også de tekniske fix såsom reduktion i udledning af drivhusgasser, forsyningssikkerhed og energieffektivitet. Sidst i rækken af rammeelementerne står miljømæssig bæredygtig udvikling. Under opgaverne for Klimakommissionen er bæredygtighedsaspektet ikke nævnt eksplicit, så de nævnte opgaver (5 dots) må gennemføres under hensyntagen til de overordnede rammer, så godt som – og hvis - dette nu er muligt. Se kommissorium for Klimakommissionen her:  http://www.kemin.dk/Nyheder/0800303_klimakom.htm Her er det ikke ligegyldigt, hvilken orden ordene kommer i. Hvorfor står ’miljømæssig bæredygtig udvikling’ sidst? Er det et appendiks på linje med den placering ordet har i Infrastrukturkommissionens kommissorium og rapport? Og det er heller ikke ligegyldigt, om de ord, der nævnes, har samme kategoristatus. Er reduktion i udledning af drivhusgasser på niveau med miljømæssig bæredygtig udvikling? Er klima lig med bæredygtighed forstået således, at hvis vi løser klimaproblemerne, så har vi også løst problemerne med bæredygtighed? Og det er heller ikke klart, hvorledes der skal prioriteres mellem de forskellige ord. Hvis det nu viser sig, at øget økonomisk vækst (på trods af afkobling) fører til mindre bæredygtighed, hvorledes skal da prioriteringen mellem disse hensyn finde sted? Skal vi bevare den økonomiske vækst på bekostning af en reduktion i bæredygtigheden, hvor konsekvenserne skal bæres af vore efterkommere og de fattige lande? Eller skal vi sikre bæredygtigheden på bekostning af den økonomiske vækst, hvor konsekvenserne skal bæres af os selv? Hvis de markedsbaserede løsninger ikke kan sikre forsyningssikkerheden, hvad skal der da ske? Hvis forfatterne og deres opdragsgivere i deres inderste tror, at de rammer, der er opstillet for Klimakommissionens arbejde, ikke indeholder konfliktende prioriteringer og hensyn, så er det både naivt og dumt og resultatet af Klimakommissionens arbejde kan kun blive mere BAU (business as usual), som der ikke er megen bæredygtighed i. Nu er klima jo ikke det samme som bæredygtighed, men det centrale i de udspil, der har været på området er, at mantraet om økonomisk vækst – og helst så høj som mulig – fastholdes. Det får nærmest karakter af en invokation. Alt positivt er forbundet hermed og uden økonomisk vækst er ingen udvikling mulig. Man må håbe, at det er ren ideologi og pjat, for økonomisk vækst i den traditionelle vestlige forstand kan selvfølgelig ikke fortsætte uendeligt. Der må bruges distinktioner og præciseringer, når udviklingsbegrebet anvendes. Udvikling er ikke det samme som traditionel økonomisk vækst. Ingen bestrider, at samfundene skal udvikle sig. Men det kan ikke foregå efter den præmis, at ’vi må sikre et samfund, der er i stand til at udvikle sig samtidig med, at vi tager hensyn til miljø og klima’ som klima- og energiministeren kan citeres for. Hensyntagen er desværre ikke nok - uanset hvor velment. Bæredygtighed er ikke et hensyn, det er en overlevelsesbetingelse – et grundvilkår for levende væsener i biosfæren. Ministerens ordvalg viser, at problemerne med bæredygtighed ikke tages alvorligt – helt på linje med de omtalte kommissioners arbejde. Vi skal blot tage lidt hensyn, så er den klaret. Vi bliver nødt til at tro på, at samfundene på kloden skal kunne udvikle sig, uden at det sker efter den model for økonomisk vækst, som er vestlig og traditionel. Det betyder, at helt nødvendige forbedringer af levestandarden (lys, rent vand, mad, boliger, arbejde, ordentlige sundhedsforhold, m.v.) for millioner og atter millioner af mennesker, selvfølgelig skal ske, men det kan ikke – fordi det er ganske umuligt - ske efter en vækstmodel, som den, vi praktiserer i de rige lande. Det er ikke bæredygtigt – uanset hvor meget vi forguder middelklassens velstandsidealer og den økonomiske vækst. Ministeren siger i artiklen, at det er amoralsk ikke at tillade, at der sker vækst i de fattige lande. Det er ikke forkert, for forholdene skal forbedres. Men måske er det mere amoralsk at foregøgle, at den form for økonomisk vækst og det materielle ressourceforbrug, der er det gængse i de rige vestlige lande, kan udbredes til hele klodens befolkning, uden at det vil få konsekvenser for bæredygtigheden globalt set. Måske er det værste, der er sket i de seneste år, at denne utopi er blevet efterstræbelsesværdig for stadig flere samtidig med, at den med sikkerhed ikke kan imødekommes. Manglen på alternativer vil skabe slemme frustrationer. Der må derfor tænkes alternativt under den nødvendighed, der er lig med sikring af bæredygtighed, og det ville være interessant, hvis dette var Klimakommissionens opgave, men det er det desværre ikke. Så vi skal frem, bæredygtigt. Titlen er rigtig, men indholdet er forkert og afkoblingen mellem vækst og miljøbelastning har ikke fundet sted. Den hævdede afkobling er en pause (eller snyd), hvor vi i en kort periode og ved lidt kreativ bogføring, har fået tingene til at ligne, men i større perspektiv og med alle mellemregninger taget med er der ikke sket afkobling. Væksten har sin pris og det ses. Det Miljøokonomiske Råd kan konstatere, at der ikke generelt er sket fremskridt, hvad angår miljøbelastningen. På nogle kritiske områder er situationen endda forværret med direkte helbredstruende konsekvens (partikler), så måske skal bilismen begrænses eller forbydes, som ministeren så ironisk foreslår (hvor hun ved, at hun er på sikker grund). Bag den forværrede miljøsituation ligger væksten som årsag. Afkoblingen kan selvfølgelig ikke betragtes alene som en relation mellem den økonomiske vækst og CO2 udledningen. Afkoblingen skal indregne alle aspekter af bæredygtigheden, alle mellemregninger skal medtages og den kan i øvrigt ikke betragtes lokalt. Set således er afkobling en myte. Derfor kære Connie Hedegaard. Fakta (så rigeligt dokumenteret) er, at vi slider ekstremt hårdt på ressourcerne, og at vi med vores adfærd sviner temmelig ubegrænset, ødelægger klimaet, nedbryder bæredygtigheden, skader folk i udviklingslandene og truer vores børns fremtidsmuligheder. Disse parter er sagesløse. Ingen af dem kan forsvare sig mod vores adfærd, men vi vil selv kunne ændre den. Alt andet er vel nærmest amoralsk. Og måske kunne ministeren og andre kloge folk overveje, om der ikke lige netop i dette ligger det udviklingsbegreb, som så varmt anbefales? Se rapporten fra Det Miljøøkonomiske Råd her: http://www.dors.dk/sw5424.asp Se Infrastrukturkommissionens rapport her: http://www.infrastrukturkommissionen.dk/sw321.asp

12. marts 2008

Oil crash?   Er det slut med civilisationen? Måske ikke, men det er slut med olien. Olieæraen er ved at være forbi og måske kan civilisationen reddes, hvis olieæraen på en ordentlig måde kan bringes til ophør inden miljø og klima bryder sammen. Men civilisationen kan ikke fortsætte i den form, den har nu. Oliens forsvinden vil betyde ændringer på alle områder og for alle mennesker. Olieæraens ophør er ikke en fjollet forudsigelse fra dommedagsprofeterne, men en konklusion baseret på de bedste videnskabelige data, der er tilgængelige. Disse data bestrides fortsat fra visse kredse. De problemer, oliealderens afslutning rejser, er ikke på afgørende vis erkendt af det politiske og økonomiske system og af folk i al almindelighed, men man behøver sådan set ikke være særlig klog eller i besiddelse af særlig videnskabelig viden for at indse, at olien en dag vil slippe op. Almindelig fornuft tilsiger dette. Olie er en final ressource, som i øjeblikket på globalt plan bliver produceret i et omfang af godt 85 millioner barrel (1 barrel = 159 liter) hver eneste dag. Det matcher nogenlunde forbruget, men også kun lige. At producere i er sådant omfang fra lager har selvfølgelig en ende. Hvornår sker det? Er det enden på civilisationen, som vi kender den i dag? Det første kan ikke med sikkerhed besvares, da der er uenighed om reservernes størrelse, men de seneste analyser viser, at de er mindre end normalt antaget. Det andet kan med sikkerhed besvares med et ’Ja’. Problemerne i forbindelse med olieæraens ophør vil indtræde på historiens arena før olien slipper op rent fysisk, nemlig når det såkaldte ’peak-oil’ punkt nås. Ved dette punkt topper produktionen og den vil herefter falde. Ved peak-oil punktet er halvdelen af det kendte, eksisterende lager opbrugt og det er den halvdel, der har været nemmest at få fat i. Herefter vil udbuddet ikke kunne matche efterspørgslen og priserne vil stige dramatisk samtidig med at produktionen vil fortsætte sin nedadgående tendens med stigende hast, idet de sidste lagerbeholdninger nu hastigt formøbles. Olie vil blive en dyr og sjælden naturressource. Der kan gøres nye fund og nye teknikker kan bringes i anvendelse, men dels kan det ikke opveje de tab, der sker når de let tilgængelige oliekilder tømmes og dels er miljøproblemerne ved afbrænding af fossile kilder stadig voksende. Miljøhensyn kan betyde, at selv tilgængelig olie (og kul) i betydeligt omfang skal blive liggende, hvor det ligger. Der er almindelig enighed om, at peak-oil punktet enten er nået eller vil blive nået inden for en periode på 5 år. En kort, glorværdig og energirig periode i menneskehedens historie kommer således til ophør. Hvordan ser samfundet ud, når olie ikke længere er en rigelig og tilgængelig ressource? Ét er sikkert. Der er ikke mere BAU (business as usual). Det moderne samfund er helt afhængig af billig og let tilgængelig olie på alle områder: olie til at producere, bearbejde og transportere fødevarer, olie til produktion af biler og alle mulige andre ting, både i form af energi til denne produktion og som råvareinput, olie til transport af varer og personer, olie til at energifremstilling, olie til turisme, osv., osv.   På transportområdet er det et muligt scenarie, at transport af varer og personer ved brug af fossile energikilder fremover kun i meget begrænset omfang vil være mulig. Da der – på grund af dybtgående politisk svigt - ikke forefindes eksisterende alternativer, kan det forudsiges, at der vil ske et sammenbrud i den globale handel. Man kan ikke forestille sig, at de finansielle markeder kan overleve dette – men måske er det også ligegyldigt, da der ikke vil energi til rådighed til at fremstille og drive computere. Der vil ikke være flere billige kinesiske varer på verdensmarkedet, da der ikke vil være energi til rådighed til at producere disse varer og transport vil ikke være mulig uden olie. Fremover skal produktion ske lokalt, med brug af lokal, vedvarende energi og lokal arbejdskraft, som man må håbe stadig har kvalifikationerne. Det vil ikke være muligt at opretholde lange transportafstande fra produktion til forbruger.    Forandringerne ved ’peak oil’ vil komme som en overraskelse for befolkningen, da der ikke i de gængse politiske prioriteringer og medier er informationer om konsekvenserne af olieæraens ophør. Det er ikke muligt at forudsige, hvordan folk vil reagere, når de ikke længere kan få benzin eller diesel til de biler, de så møjsommeligt har anskaffet – understøttet af de infratrukturprioriteringer, mange regeringer har sikret fremdrift. Spildte investeringer, vil det vise sig. At samfundets elite, herunder politikerne, ikke har haft viden om konsekvenserne af nul olie kan man næppe forestille sig, men det politiske svigt bliver jo ikke mindre af det. Danmark kan selvfølgelig ikke holde sig klar af en global krise ved olieæraens ophør, så uanset hvad, så vil konsekvenserne også for det danske samfund være ganske gennemgribende. Danmark har dog den fordel, at der stadig er lidt olie tilbage i den danske undergrund. For at sikre, at der er tid til omstilling af det danske samfund bør de resterende olieressourcer nationaliseres som den strategiske ressource, de udgør. Omstillingen fra oliesamfund til post-oliesamfund vil alligevel – for at undgå social uro - indebære kraftige styringsmæssige indgreb i markedet, så nationaliseringen af de resterende oliereserver vil i denne sammenhæng være småting. Samtidig bør brug af olie rationeres efter en model, der sikrer, at forbruget af den resterende olie kan strækkes over en længere årrække, så der bliver tid til omstilling væk fra olien. Rationeringen på f.eks. privat biltransport kan bygge på det princip, at alle danske statsborgere tildeles en lige stor årlig olieration, som man kan bruge efter frit valg, dvs. afbrænde den i et køretøj eller sælge den. Dermed vil der være en vis retfærdighed i adgangen til at få nytte af undergrundens fælles ressourcer for alle borgere i samfundet – og ikke kun for nogle udvalgte velhavere. Visse meget oliekrævende aktiviteter må helt stoppes, ligesom generelt spild, som der er meget af, også må bringes til ophør. På alle andre områder må omstillingen sættes i gang og det skal ske med noget større begejstring, vitalitet, virkelyst og finansiering end det hidtil har været tilfældet, og det skal ske med bæredygtighed som et afgørende sigte. Hvis det nu står så galt til, hvorfor er det så ikke fremme i den politiske debat og i medierne? Det kan man finde mange forklaringer på. Nogle siger, at det er fordi medierne er under stærk indflydelse af økonomiske og politiske kræfter, der anser disse informationer for farlige for BAU. En alvorlig og uoprettelig oliemangel vil få alvorlige konsekvenser for alle sider af et moderne liv. Turisme vil ikke være mulig. Flyvning vil ikke kunne lade sig gøre. Kørsel i SUV vil ikke være mulig. Varer vil forsvinde fra hylderne. Fødevarer risikerer at blive dyre og sparsomme. Sammenbrud i andre lande kan føre til flygtningestrømme. Finanssektoren vil bryde sammen og opsparinger vil forsvinde. Risiko for oliekrig er overhængende. Og tiden til omstilling er knap, fordi svigtet er monumentalt. Det vil ingen politisk ledelse kunne stå model til, så tavsheden og frygten er velbegrundet, men den løser ikke nogen problemer. Det kan heller ikke afvises, at medierne og deres journalister simpelthen ved for lidt om sagen og simpelthen er for udygtige til at indse relevansen og betydningen. Måske er de også selv bange – for jobbet, og for fremtiden. Således ser vi os her ved indgangen til det nye årtusinde fanget i en virkelig fælde. Vi har opbygget et samfund, der er helt beroende på en energiform, der ikke er vedvarende og vi har ikke i tide omstillet os til, hvad vi ved vil komme. Vi kan ikke på eget initiativ ændre adfærd uden at blive betragtet som småtossede og politikerne tør ikke, fordi omstillingen bliver ubehagelig. Der investeres fortsat i enorme vejprojekter. Penge som kunne være anvendt til en omstilling til bæredygtige energiformer. Fremtiden vil med undren studere motorvejanlægget omkring København og spørge, hvad meningen var?   Svaret vil formentlig blæse i vinden. Søg selv på emnet på Google. Brug søgeordene: 'oil crash' eller 'peak oil'.

Kommentar til EU-kommissær Piebalg

Min kommentar på Piebalgs blog, den 4 . marts 2008: Linkt til Piebalgs (Energy Commissioner in EU) blog er her: http://blogs.ec.europa.eu/piebalgs/ Dear Mr. Piebalgs In your wellcoming entries you wrote: ‘Just a decade ago, we perceived energy as something that could be taken granted: it was abundant and cheap. These times are over’. From my point of view and as a worried pro-EU citizen this statement is somehow an illustration of the predicament our societies face on the questions of energy and sustainability. Because the times of abundant and cheap energy are not over - they never existed. Only in the eyes of the car-makers and people who would (or could) not face reality or had a lot of money involved such times existed. In the eyes and minds of people with thinking abilities fossils fuels were always a limited ressource, which some day would run dry. Half a century back the Rome-Club told us this and voices on the issue was heard further back in the century. But strong forces in the economic and politcal arena were willing to deny these facts and do BAU (business as usual). Don’t ask questions - be happy! It is therefore not reassuring to read your words on the issue, because you are the highest and best paid EU-official in this field. Are you also the cleverest? So the problem is this lack of understanding of the energy and supply situation in general, which is a bad omen for the future, because now the situation is worrying - on the supply side and on the problems of sustainability. And the problems will not be solved by talks and words from the Commission and the national governments. Action is needed and it has to be action to the benefit of sustainability (the securing of a decent life for generations to come) and not action to the benefit of the market, the car-makers, oil companies and other ressourceful groupings or individual persons with a lot of money, who can afford to let out a lot of CO2 in big SUVs. It has to be action that deliberately is a political involvment in the workings of the free market, the doctrine of growth and the possibilities for the individual to consume as she og he pleases. Action with dramatic effects for everybody which surely will create conflicts. Nothing less. But see if you dare on this issue. Se for instance if you dare to make restrictions on car-driving. The other problem is that allthough talks are fine and action maybe on the way it is far to late. Action should have been taken 25 years ago, because now the societies in EU are totally unprepared for the oil wells running dry. It is not clear how seriously the Commission and the nations-states are viewing the problems which will arise, when oil is out. The danish goverment took seats in 2001 and totally denied any problems and the need for actions in this area. They made severe cuts in the area. Environment was a dead duck. Under pressure of both domestic and global opinion - and facts - they slowly, slowly changed there minds. Now at least they are talking about the problems. Six more years were wasted. On a larger scale actions taken so far does not give much hope for the future. It is to late, to slow and to meagre. Cut backs in CO2 is not enough and renewabel alternatives on the supply side are not developed with neccesary force, speed and money. Politicians should have learned the lessons from the previous oil-crisis, but it passed and they learned nothing. They should have initiatied a shift in the supply of energy from fossils fuels to sustainabel energy created from wind, solar and other not-environmental dangerous energy forms. That would have been foresight and it could have been done, because the ressources were availabel. Now the ressources are dwindling and becoming hard to get at, expensive and situated in unstable countries. It is a dangerous supply and environmental situation, which is the fault of the politicians, whereever they may be seated. So time is running out. These are the facts: 1. oil will soon be a rare commodity 2. societies will need to change drastically in a lot of ways (ex. growth must be stopped) to cope with the situation because 3. alternatives are not developed and in place but 4. it is technically feasibel to make changes that will secure sustainability 5. it will demand sacrifices but doing nothing will be followed by events which even a Commissioner at the EU can’t imagine. The possible survivors will rewrite history and make someone responsibel. I have children and grandchildren and I cannot allow myself to be too pessimistic about their future because I believe that the problems can be solved in a way that secure a decent living for this and the coming generations. In Denmark a lot of iniatitives have been taken - not government sponsored until now - but it has been described how the society can be changed in order to make it more sustainabel. And as I see it minds are starting to change too. There is a growing concern and public interest in the climate changes and actions are taken to create the political pressure needed to start the neccesary changes. It will not be easy because it will affect peoples everyday and make restrictions on there behavior.

27. februar 2008

En klimavenlig transportsektor? Er det muligt? Måske, men ikke under de gældende forudsætninger. En klimavenlig transportsektor – hvis det ikke skal være andet end mundsvejr - kræver helt andre boller på suppen end de magre (for)retter, der hidtil er serveret. Normalt har klimavenlig transport da også med orwellsk nysprog betydet det modsatte, f.eks. flere motorveje. I Informations kronik den 27. februar 2008 har Harry Lahrmann (HL) gjort et forsøg på at besvare spørgsmålet. Svaret er: Frem med pungen og køb dig til dine rettigheder i trafikken, som af en eller anden grund altid er lig med individuel bilisme. I den optik eksisterer der åbenbart ikke andre persontransportformer. Kronikken bygger på flere falske forudsætninger, hvis princippet om klimavenlighed skal kunne overholdes i praksis. Klimavenlighed definerer jeg som den totale belastning, den individuelle bilisme (der tales ikke om andet i kronikken), påfører miljøet. Den er ikke lille, set på den samlede cyklus for bilproduktion, vejanlæg og infrastruktur, parkeringspladser, ødelæggelse af naturområder og dyrkbar jord, forurening, støj, fremskaffelse af drivmidler og bortskaffelse af alt lortet efter endt levetid. De direkte ofre for trafikulykker og partikelforurening i byerne glemmer vi lige, selvom det jo også udgør en slags miljøbetingelse for vore børns opvækst. Klimavenlighed må indebære, at denne samlede belastning fra den private bilisme over en kort periode skal reduceres med mindst 90 % - al anden snak er formentlig uden betydning for en effektiv indsats mod miljøbelastningen – og her især klimapåvirkning. En sådan reduktion forekommer ikke realistisk med den nuværende privatbilistopbundne mentale struktur hos et overvældende flertal af bilbrugere, hvor det positive – men løgnagtige – kodeord er frihed. På den måde minder problemstillingen om flyrejser. Kronikken taler om markedsgørelse af brugen af vejtrafiksystemet. Man betaler mindre for køb af en bil, men mere for at bruge vejene, og prisen afhænger af, hvor stor trængslen er. Jo mere trængsel desto højere priser. Dette giver samtidig mulighed for finansiering af nyanlæg og kapacitetsudvidelser – altså vækst i den individuelle bilistbaserede transportmulighed. De tekniske muligheder er til stede og når man kommer ud til sin bil om morgenen kan en computer vise, hvilken rute, der er billigst. Det ville være bedre at tage sin cykel, når man kommer ud af sin dør om morgenen, fordi det foreslåede anslåede system skaber flere problemer end de løser. For det første vil det være dyrt at etablere, men det kan man jo lade bilisterne betale over vejafgifterne. Når det endelig er etableret er olien enten sluppet op eller for dyr at bruge. For det andet forholder det sig ikke til miljøbelastningen, hvilket er typisk for markedet. Man kan risikere at forøge belastningen af miljøet ved at den billigere rute er længere end den dyrere rute. For det tredje forholder det sig ikke til, at det er stærke ulighedselementer indbygget i systemet. For dem med magt over pengene, betyder betalingen ikke noget. For andre er den måske afgørende. Hvorfor skal de rige have bedre adgang til en miljøbelastende transportform? For det fjerde risikerer systemet at udbygningen af vejnettet øges, hvilket igen vil skabe mere trafik, hvilket igen vil skabe behov for flere veje. Denne løsning er ikke bæredygtig og desuden vil olien slippe op. For det femte tager systemet ikke højde for den snarlige afslutning på olieæraen, som vil stille alle privatbilister (undtagen de mest velhavende) i en situation, hvor der ikke kan køres bil ved brug af oliebaserede drivmidler. Alternativerne er i øjeblikket enten ikke-eksisterende eller stærkt problematiske for miljøet. Heller ikke på transportens område kan markedsmekanismerne løse de problemer samfundene står over for, når vi taler om bæredygtighed og klima. De kan måske hjælpe som et middel, der bringes i anvendelse i en politisk strategi. Der skal altså politiske indgreb til, og nogle af dem vil være relativt ubehagelige i forhold til, hvad de fleste bilister mener at have opnået af rettigheder på transportområdet – men det vil også ramme flytrafikken, hvor summen af oparbejdede rettigheder forekommer helt enorm. I relation til bilismen og transportsektoren i det hele taget, må der tænkes virkelig utraditionelt – især af miljømæssige årsager, men også fordi olien er en endelig ressource, som snart slipper op og fordi der ikke forefindes acceptable alternativer sådan lige nu og her. Derfor kan klimavenlige løsninger på transportområdet ikke bygge på forudsætninger om vækst og kapacitetsudvidelser, som øger den individuelle biltransport, dræner olieressourcerne og skaber store miljøproblemer. For ikke at øge problemerne vil alle mulige betalingsformer sikkert kunne bringes i spil, og deres udformninger vil kunne holde mange beskæftigede i mange år og muligvis også holde liv i bilismens falske frihedsbudskab, men alt hvad der bringes i spil skal bringes i spil med det sigte, at den individuelle bilisme begrænses, gøres mest mulig bæredygtig og forbruger mindst muligt af uerstattelige ressourcer.  Det må være et storslået og visionært politisk projekt – på trods af markedet – at udvikle bæredygtige transportformer, der ikke truer de kommende generationers livsbetingelser.

21. februar 2008

Husk lige I 1857 skrev John Stuart Mills: It is scarcely necessary to remark that a stationary condition of capital and population implies no stationary state of human improvement. There would be as much scope as ever for all kinds of mental culture, and moral and social progress; as much room for improving the Art of Living and much more likelihood of its beeing improved. Citeret fra 'The Limits to Growths', side 175, 1972.

Den sidste olie

Februar 2008 - lettere ændret efter energiaftalens indgåelse. Er energiaftalen god nok? Hvor meget olie er der f.eks. tilbage? Netop nu, hvor der er indgået en energiaftale mellem regeringen og oppositionen, som ikke just kan beskrives som ambitiøs i forhold til de omstillingskrav, der venter, er dette spørgsmål jo ikke uinteressant. Det kan godt være, at klima- og miljøministeren er vældig stolte af aftalen, men hvad er faktabaggrunden på forsyningsområdet for olie? Kan energiaftalen håndtere de omstillingskrav, som en forsyningskrise på olieområdet vil betyde? Kan det ske i tide? Hvis man forsøger at finde svaret på Internettet efterlades man med forskellige vurderinger af, hvor meget olie, der er tilbage. Prisen på olie og de teknologiske muligheder kan eksempelvis være afgørende for svaret. Udgangspunktet er, at olien er en endelig ressource. I visse kredse kniber det fortsat med denne erkendelse. Men olien vil selvfølgelig slippe op – og især vil den relativt lette og billige tilgang til olie være en periode i menneskehedens historie, som snart tager sin ende. Man kan måske tillade sig at håbe at det sker, før de miljømæssige problemer bliver alt for store. Men hvad siger eksperterne? Og kan man stole på dem? Blandt eksperterne må IEA, det Internationale Energi Agentur, være og de giver et bud i deres World Energy Outlook 2007, Fact sheet oil. Næsten som forventet bliver der i dette outlook givet udtryk for, at der er rigelige med reserver i hvert fald til omkring 25 år, men forsigtigheden kommer også til udtryk og der er en tendens til at erkende, at situationen hvad angår oliereserverne er ved at være alvorlig – især i relation til forsyningssituationen og prisen på olie og især i relation til stigningen i transportsektorens forbrug. Miljø og klima bruger IEA ikke tid på. IEA angiver ikke et skøn for, hvad de resterende reserver er, hvilket som nævnt også delvist afhænger af, om det kan svare sig – miljømæssigt og økonomisk - at udvinde dem. Jo dyrere olien er, desto bedre kan det (økonomisk) betale sig at udvinde vanskeligt tilgængelige reserver. Men IEA angiver tal for forbruget. På globalt plan forventes forbruget i 2030 at være på 116 millioner barrel pr. dag (en barrel = 159 liter). Det er en stigning på 32 millioner barrel pr. dag fra 2006, dvs. ca. 40 % over knap 25 år. Der skal en hel del reserver til at klare dette forbrug, og man må håbe for IEA, at de har skønnet reserverne korrekt, selvom man næppe tør håbe det for klimaet. Tiden til omstilling af den oliebaserede økonomi ser ud til at skrumpe – måske hurtigere end forventet. Der er ingen grund til optimisme her. Den største skepsis er på sin plads og der kan stilles spørgsmålstegn ved, om skønnet af tilgængelige reserver er realistisk. Kan reserverne overhovedet udvindes, så udbuddet kan følge efterspørgslen? Hvad med prisen? Kan forholdet mellem udbud og efterspørgsel få priserne til at eksplodere med de alvorlige følger, dette vil have? IEA giver selv udtryk for bekymringer på dette område, bl.a. med henvisning til den globale vækst i bilismen, som jo er helt beroende på let adgang til olie. Kan man frygte et sammenbrud på området, hvis det viser sig, at skønnet over de tilgængelige reserver er mindre end man tror og hvis der af en eller anden grund (der er nok at vælge mellem) opstår et alvorligt misforhold mellem udbud og efterspørgsel? Og hvad vil konsekvenserne være, når samfundene er helt uforberedte på situationen? Transportområdet er vel den tydeligste illustration heraf. I Danmark er situationen den, at Energistyrelsen vurderer, at der i Nordsøen er reserver på 240 millioner m3 olie. I 2006 udgjorde produktionen 20 millioner m3 olie. Det giver 12 år ved uændret produktion. Produktionen falder dog i takt med at de lettest tilgængelige forekomster tømmes, men selv med nye felter og teknologiske landvindinger, vil det snart være slut med den danske olie. Danmark har således i en kort årrække været selvforsynende med olie. Samlet og indtil olien slipper op vil der måske være tale om i alt 25 – 30 år. Rent faktisk en ret enestående periode i Danmarks historie. På disse meget få år er hele den strategiske ressource, som olieforekomsterne må siges at være (have været), formøblet. Sat på spidsen kan man hævde, at denne uvurderlige strategiske ressource er formøblet ved hovedløs privatisering, forbrugt i store benzinslugende biler, som bliver stadig mere slugende jo mindre reserverne bliver, og boliger, hvis energiforbrug er alt, alt for stort med de teknologiske muligheder, der forefindes for at bygge bæredygtige nulenergihuse. Selvfølgelig er der også fremstillet nyttige ting, og disse vil der også fortsat være brug for, men som det er nu, er spildet kolossalt. Danmark er således snart atter oliefrit område, uden at de mange kroner, der er hentet ind ved olieudvindingen er brugt til en nødvendig og strategisk hensigtsmæssig omstilling af energiforsyningen mod størst mulig bæredygtighed. Den olie, vi skal (vil) bruge fremover skal om kort tid importeres, og den vil være stadig dyrere og stadig vanskeligere at få fat i. Danmark er helt uforberedt på denne situation, som ikke er en forbigående oliemangel, men ophør af æra med let tilgængelig og billig energi. Enhver kan med sig selv gøre op, om der her er tale om et politisk svigt af ganske betragtelige dimensioner – også selvom man nu har fået en energiaftale, der måske kan berolige nogen. Det er dog sikkert, at omstillingsprocesserne i samfundet med olieæraens ophør vil blive ganske store og overordentlig vanskelige. Sværhedsgraden vil øges jo længere man venter og jo senere man kommer i gang, og det er et åbent spørgsmål, om energiaftalen i denne sammenhæng er god nok – også selvom klimaministeren praler med, at den ikke overgås af noget andet land. At der i de flestes – også relativt begavede menneskers – bevidsthed er langt igen kan man forvisse sig om ved at læse Infrastrukturkommissionens rapport om den fremtidige infrastruktur. Selvom man skal være optimist og tro på, at omstillingen kan lade sig gøre – samtidig med at vi bevarer et ordentligt samfund – så kan man alligevel nære en lille frygt for, at samfundet måske ikke kan magte den nødvendige omstilling. Man kan håbe på, at energiaftalen er et afsæt for hurtig konkret handlen, herunder indgreb i markedet, der kan anspore til hastig omstilling til bæredygtighed. Altså et første skridt på vejen, hvor et enkelt ton (frivilligt) sparet CO2 og lidt forsigtig EU-regulering på CO2 siden i denne sammenhæng er helt til grin. Hvad enden på oliens æra vil betyde på globalt plan har jeg slet ikke fantasi nok til at forestille mig.

Succes? Februar 2008 Langt om længere er det lykkedes regeringen at nå et mål inden for miljøpolitikken. Er det kontrol over forureningen? Er det kontrol over CO2 udslippet? Er det en fremsynet energipolitik? Er det krav til bilernes størrelse og benzinforbrug? Er det et fremsynet program til forbedring af boligerne, så der bruges mindre energi til opvarmning og belysning? Er det fjernelse af farlige kemikalier fra vores dagligdag? Er det sikring af biodiversitet? Er det en betalingsring om København? Er det kontrol over partikelforureningen i de store byer? Nej, for det er ikke regeringens politik for bæredygtighed. Regeringens politik er passivitet og princippet: 'Ingen mad i dag, men måske i morgen', som der stod over troldens dør (I regeringssprog: 'Vi kan ikke handle, før vi har undersøgt sagen nærmere', hvad de så ikke gør).  Det er lykkedes regeringen af få gjort op med den venstredrejede miljøpolitik under Svend Auken og få skovlen under hans miljøimperium. Regeringen har i succesåret 2007 fået nedbragt vindenergiens bidrag til løsning af problemerne med bæredygtigheden. Danmark har som det eneste land i EU produceret MINDRE vedvarende vindenergi i 2007. Det er da noget, der vil noget. De kommende generationer må se med beundring på denne bedrift. En regering, der ved passiv modstand, heltemodigt har forhindret, at socialistisk propaganda om problemer med bæredygtigheden spredes til befolkningen. Ganske vist får regeringen så nu mindre vedvarende energi fra vindmøller, men i stedet får den så Malou Aamund - og det er da også lidt som vinden blæser. Man skal ikke være blind for, at der må siges at være en vis risiko forbundet med at være passiv på dette område - en risiko, der stiger for hver dag, der ikke handles. I mellemtiden kører 4-hjuls-trækkerne uantastet og i stigende antal. Der er nogen, der gambler med vore børns fremtid.

Hvorfor er der langt igen? 17. december 2007 Problemerne med bæredygtighed er godt eksemplificeret i dette sikkert meget fine stykke teknik, der højst kører 6 km/l. Det står efterhånden klart, at bæredygtigheden er truet. På Bali bøjer alverdens ledere sig – mange tøvende og modvilligt – for de kendsgerninger, der efterhånden hober sig op og fjerner al tvivl om en tilstundende miljøkrise. Desværre sker det på et relativt snævert område, klimaet, men det er bedre end at der slet intet sker – og måske er klimaet et område, som er centralt og derfor OK at starte med. Den pædagogiske værdi kan ligge i, at nogle af konsekvenserne ved ikke at gøre noget ved klimakrisen er ganske spektakulære. Problemerne bliver synlige og kan mærkes, også selvom dem, som rammes hårdest, ikke er de hovedansvarlige. Selvom klimakrisen altså kan være et godt sted at starte, så må det overordnede sigte stadig være bæredygtighed i bredere forstand. Hvad nytter det at fikse klimaet, hvis ressourcerne slipper op (så fikser klimaet sikkert sig selv) eller livsfremmede stoffer i miljøet truer vores sundhed og helbred og måske i sidste instans vores børns overlevelsesmuligheder? Men på trods af, at der måske er fremskridt på vej, så er der lang vej igen, fordi budskabet om situationens alvor ikke er trængt igennem til folks bevidsthed og situationen påvirker ikke folks måde at tænke og handle på. Man kan just heller ikke påstå, at regeringen i Danmark hjælper på vej i denne sag. Ingen synlige konkrete initiativer er igangsat på området siden 2001 og generelt udvikler situationen sig til det værre – forbruget stiger, CO2-udledningen stiger og presset på miljøet vokser. Meget kunne være gjort, mange initiativer kunne være igangsat og en god udvikling kunne være sat på skinner, men 6 år er spildt, og det er sket så effektivt og grundigt, at der bestemt ikke er noget at komme efter. Folkelig forankring er en af de ting, der kan presse en regering til handling. Men den folkelige forankring findes ikke – bortset fra små enklaver, som endnu ikke har mange chancer i det stærkt vækst- og forbrugerorienterede samfund. Et par små hverdagseksempler kan illustrere denne mangel på almindelig folkelig forankring og forståelse, selv hos personer, som må formodes at have i hvert fald rudimentær indsigt i problemstillingen. Klimaministeren har været på Bali og bl.a. været ledsaget af en dygtig og indsigtsfuld embedsmand (der er interviewet til Politiken umiddelbart før Bali-mødets start). Han har en hobby: en bil, der kører 8 km på literen, Ifølge ham selv det eneste område, hvor han er et miljøsvin (hvis det ikke lige var flyveturen frem og tilbage til Bali). Bilen taler han varmt (varmt!!) om og finder sig i sin gode ret til at tillade sig denne miljøbelastende ekstravagance, bl.a. set i lyset af, hvad han kan udrette i det globale spil om klimaet (som jo ikke er et spil uden en vis alvor). Han ved, at der er et problem, og hans argumentation om bilen viser problemets kerne. Det er jo ganske nemt at tilgive ham hans drengedrømslignende hobby, når han nu på anden måde kan gøre så meget for de kommende generationer. Men problemet er lige netop bilen, for alle bruger lige præcis denne form for argumentation (varmt og småforelskede og indimellem rationelt), når de skal begrunde behovet for en bil til privat brug, selvom ikke alle biler sviner lige meget og selvom han kunne have valgt lidt mere bæredygtigt. I USA siger de det (og kalder det ’frihed’) og nu siger over 1 milliard kinesere det og ligeså mange indere, og så er det ikke mere så ligetil, for nu truer lige netop den holdning selve fundamentet i bæredygtigheden. Her er det eksemplet, der tæller, og eksemplet er ikke godt – og det er især ikke godt, fordi det kommer fra en person med så meget indsigt i sagerne, at man måske kunne forvente, at der var lidt mere overensstemmelse mellem det globale perspektiv og det personlige perspektiv i denne sag. Men det er der ikke – og bilen er desuden et prestigeprojekt med signalværdi til omgivelserne (’se hvor jeg kan’). Problemet var til at overse, hvis der kun var ham alene. Men han er ikke alene. Derfor kan det selvfølgelig ikke overlades til den enkelte at regulere sit miljøforbrug - og særligt ikke i forhold til noget så prestigiøst som bilen. Et andet eksempel er hentet fra en gratis forstadsavis, der udkommer en gang om ugen. I denne avis optræder begejstrede motorjournalister (hedder de vist, selvom det drejer sig om biler), som jævnt hen anmelder biler i en prisklasse, som ikke ret mange har råd til at købe. Men de bliver alligevel trofast ved hver uge og hvis ikke de skriver for sig selv og hinanden i deres opgejlede sprog, er det ikke godt at vide, hvem de ellers skriver for. Den sidste anmeldelse handlede om to biler, en BMW M3 til omkring 1.400.000 kroner og en Porsche Cayenne GTS til omkring 1.600.000. Den første kører godt 8 km literen og den anden 6,6. De har begge over 400 heste og de vejer en herregård, så der er meget masse, der skal flyttes, når de med én person ombord holder i kø på indfaldsvejene. Tophastigheden er over 250 km i timen, og de kan accelerere fra 0 til 100 km i timen på ganske få sekunder - hvad man så skal bruge det til. Begejstringen over disse biler hos anmelderne er til at tage at føle på. De er helt væk i deres febrile drengedrømme og deres sprog er klichéagtig poetisk og sexfikseret, selvom det bare er et køretøj, det handler om. Hvad med ’kræfterne får vognen til at brøle og skrabe med forbenene som en olm tyr’. Eller ’selv på tør vej slår den med bagenden som en forårskåd hingst’. Eller ’fronten med den asfaltdybe kavalergang springer i øjnene’ og ’en ordentlig potensbule på motorhjelmen’. Imponerende, men for miljøet er der ingen refleksion, tanke eller nåde. Med beundringen lysende ud af teksten står der ’hvis bæstet får den fortjente behandling, kommer den ikke op over 6 km på literen i gennemsnit og udleder lige så meget CO2 som de store firehjulstrækkere'. Fortjent behandling er stikordet, og det betyder nok ikke hensynet til miljø eller hensynsfuld kørsel. Ingen refleksion over mangel på bæredygtighed, men ren dyrkelse af en virkelig miljøfjendtlig maskine, som af en eller anden grund både udtænkes, designes, produceres og sælges. Men miljøbelastning er ikke er privat sag, og det kan ikke overlades til hype motorjournalister og private bilkøbere uden den mindste omtanke at prise og købe udstyr til privat transport, der er så skadelig, som de omtalte eksempler. Der må og skal regulering til og en start herpå kan være, at man stiller krav til benzinøkonomien hos nye biler, der skal – og kan – køre på det danske vejnet. Det vil ikke være biler som de nævnte, da de langtfra vil kunne leve op til kravene, hvis de da ikke er det rene pjat. En yderligere gevinst vil være, at vi slipper for motorjournalisternes mangel på bæredygtig omtanke. Sådanne krav til benzinøkonomien vil ligge i naturlig forlængelse af den mangel på olie, der om ganske få år vil vise sig på det globale marked. Konsekvenserne af den tilstundende oliekrise vil være ganske uoverskuelige og den omstilling, der vil blive nødvendig, kan man roligt sætte i gang, så man har lidt styr på udviklingen. Er det nu ikke bare misundelse og manglende muligheder for at udleve min egen drengedrøm? Misundelse er en grim ting, og hvem kan sige sig helt fri for den slags, men de objektive kendsgerninger er helt upåvirket af min mulige misundelse. De to eksempler og de holdninger, de er udtryk for, er ikke bæredygtige – uanset om jeg er misundelig eller ej.

Dårligt arbejde?

December 2007 Lige et par ekstra bemærkninger til Infrastrukturkommissionen. Ifølge de seneste oplysninger giver Infrastrukturkommissionen et bud på, hvorledes fremtidens trafik skal håndteres. Der er tale om en kraftig udbygning af motorvejsnettet og en moderat udbygning af den kollektive trafik. Sigtet er 20 til 30 år. Gad vide hvorfor der ikke arbejdes med flere scenarier end en ørkesløs, fantasiløs og ideforladt fremskrivning af det, der allerede er, blot mere af det - og med hovedvægt på individualiseret bilbåren transport. Dette er så meget mere spektakulært, når det må siges at være en rimelig sikker kendsgerning, at olien om 30 år formentlig vil være en meget dyr og sjælden ting. Måske endda så sjælden, at almindelig brug vil være rationeret til den allermest nødvendige varetransport og nødvendig kollektiv persontransport. Man må huske på, at olie også er et produkt, der anvendes til fremstilling af andre ting end individualiseret biltransport - og måske vil dette blive vurderet som vigtigere end den enkeltes ret til at brænde olie af i egen bil. Det er det, nogen kalder frihed, men det er jo en frihed, der er uden indhold. Hvis nu man i Infrastrukturkommissionen havde mod til at arbejde med et scenarie, hvor der ikke mere var olie til rådighed for individuel transport, hvad ville konsekvenserne så være for infrastrukturen? Men det tør man ikke. Man kunne også arbejde med andre scenarier, f.eks. at prisen på olie var fordoblet eller tredoblet. Hvad ville konsekvenserne være? Skal de øde motorvejstrækninger beplantes med skov? Kan man sikre, at transport, der er nødvendig - virkelig nødvendig -  kan gennemføres og hvorledes skal det gøres? Svar for pokker, for dette er jo ikke ren fantasi.

Perspektivet er galt

December 2007   Til et dagblad afviser formanden for Infrastrukturkommissionen Birgit Aagaard-Svendsen, at miljøet bliver nedprioriteret i arbejdet. Hun citeres for at sige: 'Jeg er meget skuffet over kritikken af, at vi ikke interesserer os for miljøet. Vi har haft som opgave at se på en række emner, herunder også miljø. Og det er faktisk et af vores seks fokusområder med sin egen selvstændige overskrift'. Netop - ét af en række emner med sin egen overskrift. Hvor betryggende, at miljøet er i gode hænder. Vi får imidlertid ikke noget at vide om, hvordan prioriteringen er mellem disse emner, men erfaringen viser, at man på miljøets vegne må frygte det værste. Som sagerne står vinder miljøet ikke over bilismen, men det kan jo ændre sig.  Men hertil kommer, at perspektivet er galt. Miljøet - forstået som bæredygtighed - er ikke ét af en række emner, men helt afgørende for vores og de kommende generationers muligheder og livsbetingeler på denne klode. Derfor kan man ikke 'interesse sig for' miljøet på samme måde, som man kan interesse sig for, hvor høj en støjbeskyttelsesmur ved en motovej kan være. Miljøet - bæredygtigheden - har prioritet og alt andet kommer i anden række. Sådan er det objektivt betragtet, fordi det vedrører menneskets fortsatte eksistens på den selvsamme og eneste klode, der er til rådighed, men nu er det sikkert også således, at Infrastrukturkommissionen fra politisk hold har fået at vide, hvad de, sådan i hovedtræk, skal mene og gøre - og blandt beskederne er givetvis, at man ikke skal tale altfor højt om miljøet, men netop gøre det til 'et af en række emner' - gerne med egen overskrift. Og mere kan man måske ikke forlange af Infrastrukturkommissionens formand, selvom lidt udsyn ville have været befriende.

NED AD BAKKE På grund af udviklingen - eller snarere mangel på samme - er det desværre nødvendigt at skærpe tonen. Beklager!  Det går hastigt ned ad bakke. Regeringen rører sig ikke ud af stedet på spørgsmålet om bæredygtighed. Ingen nye vindmøller, ingen fremsynet energipolitik. Nul og nonsens. Olien forbruges med stigende hast og det bliver spændende at se, hvad der kommer først: klimakatastrofen eller nul olie. Folk kører stadig i benzinslugende firehjulstrækkere efter brød hos bageren, som de bor omkring 500 meter fra. Bjørn Lomborg - som dog heldigvis er lagt helt på køl - udtaler til Information den 2. juni 2007 'Jeg tror ikke, at historien vil huske hverken dig eller mig. Men det er min bedste overbevisning, at vi om 20 år vil se tilbage på klimadebatten i dag og sige: 'Du godeste, tænkte vi virkelig sådan?'' Deri tager han fejl. Om 20 år er den feset ind hos selv de tungeste og man vil om klimadebatten sige: 'Forbandet være dem, der ikke sikrede, at der blev handlet i tide'. Og tag ikke fejl af, at i mellemtiden kører hele det reaktionære slæng de ideologiske kanoner i stilling. De angriber velfærdsstaten, som de i øvrigt skylder alt, for dens nedbrydende virkning på den menneskelige moral - især arbejdsmoral. De er bekymrede for dens virkning på børnene. De taler sikkert af erfaring, for det er vanskeligt at bevise, at velfærdsstaten er dårligere for børnene end feudalsamfundet. De taler varmt for skattenedsættelser (for de rige). Det er et oplæg til, at det i dette samfund er de sårbare og udsatte som skal betale hele prisen, herunder en omfordeling fra fattige til rige (dem selv). De er samlet i CEPOS, udgiver netaviser og bøger og de fører sig frem med en selvtillid, der antyder støtte, som ikke kommer til offentlighedens kendskab. De er halvgamle mænd eller unge økonomer (også mænd), men de er alle ældgamle i sind, dybt reaktionære og fremfører ideologier, der er tilpasset den kendsgerning, at kagen vil blive mindre. De arbejder for at sikre sig deres - endnu - større del.  På den måde kan man godt sige, at de er yderst bevidste om den tilstundende miljøkrise. Kampen om ressourcerne udspiller sig tydeligvis - og det er ikke hos dem, man skal se efter en solidarisk, bæredygtig løsning.

Klar til ulighed

Følg her, hvorledes det bedre borgerskab forsøger at gøre samfundet klar til større ulighed. Kampagnen er startet - eller skulle man måske sige, at den fortsætter i den gode gamle skure. De, som har mindst (i verden er der også mange fattige), forventes at betale hele gildet, samtidig med at de rigeligt rige kræver skattelettelser. Læs om Asger Aamund, om privathospitaler og om trækprocenter. Læs også, hvorfor de rigeligt rige ikke mener, at de skal bidrage til bæredygtigheden, som de mener er en byrde, der skal pålægges andre end dem selv - andre som har ringere mulighed for at bidrage.   Skattelettelser og velfærd er hinanden forudsætninger, siger den konservative skatteordfører. Den logiske konsekvens må være, at nul skat giver den største velfærd. Det er sand konservativ skattepolitik. Som Carsten Jensen siger, der er 3 store problemer i verden: 1. Uligheden 2. Fattigdommen 3- Manglende bæredygtighed (han kalder det klimaproblemer). Og det har han jo ret i.

Der er lige indkommet en stor nyhed. Den er større for nogen end for andre: Bæredygtighed er ikke et valg - hvis du troede det, tog du fejl ! Dette vedbliver at være en nyhed for de fleste - også de folkevalgte, som bør gå forrest !   December 2006. Her ved udgangen af 2006 fedter de borgerlige (og de fleste andre) politikere med CO2 kvoter og hvordan de kan slippe billigst muligt ved skovplantning, nedpløjning af halm og den slags. Man grues ved tanken om, hvor langt de er fra at have realiseret, hvad det er for en situation, vi står i og hvilke tiltag, der kræves.  Bæredygtighed kan ikke opnås ved at nedpløje halm for på den måde at slippe billigere, når der skal afbrændes fossilt brændsel.     December 2006: Se under Dokumentation om IDA's Energiplan 2030. Det er dejlig læsning. 11 stærke anbefalinger resumeres. Vi venter - hvor er regeringen?    December 2006: Vi bliver nødt til at tale om det !! Om hvad? Se under Meninger.